FIH Partners, der er konsulenter med speciale i rådgivning om køb og salg af virksomheder, har købt IT-rådgivning på konsulentbasis hos GovernIT. Det er en gevinst for både FIH Partners, GovernIT – men også for IT-leverandøren C2IT.

Det er sjældent kærlighed ved første blik, når en IT-leverandør står overfor en kunde, der bruger eksterne konsulenter til ledelse af IT-projekter. Der var heller ikke umiddelbar begejstring ved tanken om en ekstern konsulent, da Max Larsen fra C2IT fik FIH Partners som kunde.

– Jeg frygtede, at Rikke Bay fra GovernIT bare var sat ind som en hård projektleder, der skulle holde prisen i bund og presse vores leverance, siger projektleder og partner i C2IT Max Larsen.

– Men sådan var det slet ikke. Rikke var en medspiller hele vejen – også for os. Hun har sikret, at små bump på vejen ikke er vokset til store problemer. Hun vil FIH Partners det bedste, og så er hun med til at sikre, at vi leverer på bedst mulig vis, skynder han sig at tilføje.

Brandslukning på et overkill-setup

Baggrunden for den usædvanlige alliance mellem kundens eksterne IT-konsulent og leverandøren kommer her:

FIH Partners var en del af FIH Erhvervsbank, men skulle skilles ud i et selvstændigt selskab og flytte ind i anden bygning. FIH Partners leverer finansiel rådgivning, typisk i forbindelse med virksomhedshandler.

Rikke Bay fra GovernIT blev ansat i FIH Partners som ekstern IT-chef på deltid. Den første tid kørte FIH Partners med cirka 35 medarbejdere videre på det samme IT-setup, som de havde hos FIH Erhvervsbank. Men hele setup’et med et større antal servere og et antal overflødige systemer var både dyrt og ineffektivt.

– Løsningen var gammeldags og overdimensioneret til os. Vi har bare 35 arbejdspladser og bruger hovedsageligt kun Outlook-mail og de andre dele af Microsoft Office-pakken. Alligevel var der altid problemer og meget at lave for Rikke, fortæller partner i FIH Partners Kasper Elton Koch.

Han peger også på, at der ingen udvikling var hos deres daværende hosting-leverandør:

– De fulgte ikke med tiden. Det svarer til, at ingen af os havde en tablet. Vores leverandør hoppede hele tiden over, hvor gærdet var lavest, siger Kasper Elton Koch.

Komparativ analyse udryddede al tvivl

FIH Partners prøvede en overgang med en anden større hosting-leverandør, der bare kopierede det overdimensionerede setup. Der var brug for at tænke forfra, så sammen med Rikke Bay skrev Kasper Elton Koch kravene til en ny IT-løsning, og så gik de i gang med at lede efter en helt ny leverandør – denne gang kiggede FIH Partners målrettet efter mindre IT-leverandører.

– Ud fra Rikkes netværk og research valgte vi fire-fem leverandører ud og endte til sidst på to leverandører. Rikke skrev så en skulder-ved-skulder analyse, der sammenlignede de to, noget som vi bruger meget i FIH Partners, siger Kasper Elton Koch.

Ud fra det papir var ingen af dem i tvivl om, at de skulle vælge C2IT.

– Jeg ledede forhandlingerne, det er jo det, vi laver i FIH Partners, og Rikke ledede selve migreringsprojektet. Hun var operationel på hele processen.

Max Larsen

– Jeg kan kun svare et rungende ja til, at man bør ansætte en deltids IT-chef som Rikke. Jeg ville ønske, at alle vores kunder ville ansætte sådan, og jeg har også anbefalet GovernIT til et par andre kunder, siger partner i C2IT Max Larsen.

To sjæle en tanke

I løbet af nogle måneder planlagde Rikke Bay og Max Larsen fra C2IT overgangen fra den gamle IT-løsning til det nye setup hos C2IT. Og det var i den proces, at de to blev bekræftet i, at de deler værdier og arbejdsmetode, selv om de sidder på hver deres side af bordet.

– Det er et kæmpe detektivarbejde at få overblik over de mange detaljer, der har betydning og kan gå galt. Især hos sådan nogen som FIH Partners, der ikke selv har kompetencer og fuld indsigt i deres IT-løsning. Ligesom jeg selv er Rikke af den støbning, der hellere bruger tiden på forkant end på bagkant. Hun har virkelig overblik over alle detaljerne – og tænker dem igennem, siger Max Larsen fra C2IT.

Han tilføjer:

– Det er virkelig atypisk at arbejde sammen med en ekstern konsulent, der er så engageret i en virksomhed, som hun ikke er ansat i. Rikke kan både tale forretning og teknik og ved, hvorfor det er vigtigt at gøre sådan og sådan. Man mærker ikke, at hun er deltidsansat og har andre kunder. Hun fungerer som en intern, der bare har pissegodt styr på det. Hendes stolthed er også min stolthed, på den måde ligner vi hinanden.

Eksamen er en fest for den velforberedte

Selve migrationen til C2IT’s platform løb hen over en weekend og var stort set begivenhedsløs. Det hele klappede.

Kasper Elton Koch

– Rikke er god til at få tingene til at glide. Med Rikke får vi en Head of IT på konsulentbasis, der har professionel indsigt og viden om både IT og vores behov, siger Kasper Elton Koch fra FIH Partners.

– Der var ikke noget at snakke om. Alle vidste, hvad de skulle gøre. De småproblemer, der naturligvis opstod, dem vidste vi også alle, hvordan vi skulle tackle. Den beslutning var taget på forhånd, fortæller Max Larsen.

– Det spiller, og vi er meget tilfredse. Vi har fået et billigere og meget mere stabilt setup, hvor tilbagebetalingstiden på migreringen ligger helt nede på et år eller to. Så nu er vi begyndt på nogle af de udviklingsprojekter, som vi bare kunne drømme om førhen, siger Kasper Elton Koch.

Overskud til udvikling

Rikke fortsætter som IT-chef på deltid for de ca. 35 medarbejdere hos FIH Partners, hvor hun også har ansvaret for kontakten med øvrige it-leverandører som eksempelvis telefoni, netværk, AV-faciliteter mv.

– For en virksomhed på vores størrelse er det en rigtig god løsning med en ekstern IT-chef. Selv om de er konsulenter, så kan det i den grad betale sig at bruge GovernIT til at tage ansvaret for IT-løsningen, siger Kasper Elton Koch.

Naturligvis afvejer han hele tiden dyre konsulenttimer mod at ansætte en IT-chef på fuld tid.

– Rikke har nu været hos os i tre år, og der er tydeligt, at der altid er noget at se til på IT-siden, siger Kasper Elton Koch.